onsdag den 5. juni 2013

LibreOffice 4.1: Vigtigste nyhed?

Jeg har tidligere skrevet (http://libreofficedk.blogspot.dk/2013/05/nyt-spndende-designtiltag.html) om de designmæssige eksperimenter, som er i gang, og som bliver synlige i LibreOffice 4.1 som eksperimentel funktion.

Blandt de øvrige nyheder, som jeg synes er værd at bemærke, er muligheden for at indlejre skrifttyper i dokumenter. Det vil nemlig få stor betydning for interoperabiliteten dels mellem LibreOffice og Microsoft Office, men også mellem Windows, Linux og Mac.

Normalt indlejres skrifttyperne ikke i dokumentet, og når dokumentet så åbnes på en anden computer og med et andet program, er det ikke sikkert at de oprindelige skrifttyper er tilgængelige på den computer. Det program som bruges til at åbne dokumentet, vil derimod forsøge at erstatte skrifttyperne "bedst muligt". Det er bare ikke altid at bedst muligt er godt nok.

Hvis skrifttyperne derimod vedlægges dokumentet, vil fremvisning af dokumentet altid foregå med nøjagtigt de samme skrifttyper, som dokumentet blev født med. Dermed sikres nøjagtig gengivelse af dokumentet som muligt.

Funktionen i LibreOffice fungerer i alle moduler, dvs. både i tekstbehandling, regneark og præsentationer. Desuden er muligheden kompatibel med Microsoft Office, og uanset om dokumentet udveksles som .odt eller som .docx, så kan dokumentet åbnes i det modsatte program - og med de rigtige skrifttyper.

Jeg har selv foretaget en hurtig og simpel "smoketest" frem og tilbage (mellem Linux og Windows henholdsvis LibreOffice og Microsoft Office) med henholdsvis .odt og .docx med succes.

Indlejring af skrifttyper i dokumentet aktiveres i dialogen Filer - Egenskaber, hvor fanen Skrifttyper aktiverer indlejring af skrifttyper.

Bagsiden af medaljen er, at filerne bliver noget større end uden indlejrede skrifttyper. Men jeg vil alligevel anbefale at filer som skal udveksles mellem forskellige operativsystemer og kontorpakker fremover gemmes med indlejrede skrifttyper.