søndag den 20. oktober 2013

LibreOffice økosystemet

The Document Foundation står bag LibreOffice, men det er en række frivillige enkeltpersoner samt firmaer, som står for udviklingen. TDF udvikler ikke selv. Alt efter hvordan man regner det ud, leverer frivillige enkeltpersoner mellem 25-30% af udviklingen.
Det betyder at mellem 70-75% af udviklingen sker gennem firmaer som Collabora (tidl. Suse), RedHat, Canonical og Lanedo. Disse firmaer tilbyder at programmere LibreOffice for deres kunder.

Det kan bestå i at udvikle helt nye funktioner, men og at rette konkrete fejl, som de pågældende kunder finder mest alvorlige. Da kunderne finansierer udviklingen, er det også kunderne der i sidste ende bestemmer hvad der skal laves.

De pågældende fejlrettelser eller nye funktioner kommer alle brugere til gode.
Dermed er både kunderne og de firmaer som udvikler LibreOffice med til at bidrage til LibreOffice økosystemet.

Et godt eksempel er eksemplet, hvor en kunde har betalt Collabora for at ændringshåndtering og stavekontrollen ikke kolliderer, hvilket jeg har skrevet om her: http://libreofficedk.blogspot.dk/2013/10/lille-rettelse-med-stor-effekt.html . Et andet velkendt eksempel er forbedring af OOXML integrationen, hvor det er en række tyske og Schweiziske myndigheder som har betalt blandt andet det tyske firma Lanedo for et udviklingsprojekt. Det projekt omtalte jeg i det seneste nummer af nyhedsbrevet, og du kan læse artiklen her: http://libreofficedk.blogspot.dk/2013_09_01_archive.html.

Det er et vigtigt led i strategien, at der er plads til den slags samarbejder, og det er en forudsætning for LibreOffice’s fremtidige eksistens, at det bliver almindeligt at investere i udviklingen af LibreOffice.