mandag den 23. februar 2015

Farvepaletter i LibreOffice

LibreOffice kan du benytte forskellige farvepaletter, f.eks. når du skal vælge skriftfarve eller når du skal farvelægge en figur, en kant eller en pil.
Tidligere har farvepaletter været vanskelige at arbejde med, men det bliver langsomt bedre. Flere og flere dialoger, hvor der indgår farvevalg, er omskrevet, så det nu er meget let at vælge en anden palette.
Farvevælger

LibreOffice leveres med en række forskellige farvepaletter, men du kan faktisk også bruge farvepaletter fra andre programmer, f.eks. Gimp og Inkscape.

Hvis du har et af de to programmer installeret, skal du finde programfolderen, hvor programmet er installeret. For mit vedkommende er Inkscapes paletter lagt i /usr/share/inkscape/palettes/… Paletterne er filer med filendelsen .gpl. Hvis du bruger Windows skal du finde dem et andet sted. Tilsvarende kan du finde paletter fra GIMP i /usr/share/gimp/2.0/palettes/…

Vælg palette fra farvevælgeren
Hvis du kopierer .gpl-filerne fra disse foldere til LibreOffice's brugerkatalog (/home/leif/.config/libreoffice/4/user/config/...), vil de dukke op som valgmuligheder i LibreOffice. De paletter som ligger der i forvejen har filendelsen .soc, men du skal bare kopiere .gpl-filerne ind i samme katalog. Du kan også vælge ikke at kopiere filerne, men i stedet oprette en genvej (på Linux hedder det et sym-link eller en henvisning). Ved at oprette henvisninger eller genveje, behøver du ikke have samme fil liggende flere steder på computeren.